Templet lå begravet under vulkansk aske i århundreder, blev genopdaget i 1733, delvist restaureret fra 1937 til 1953 og repareret igen efter jordskælvet i 2006.
Prambanans bevaring — fra genopdagelsen i 1733 til jordskælvet i 2006
Prambanans moderne besøgsoplevelse er resultatet af næsten 90 års bevaringsarbejde. Templet lå begravet under vulkansk aske i det 16.-17. århundrede, blev delvist genopdaget af en hollandsk landmåler i 1733, formelt dokumenteret i 1885 og substantielt restaureret fra 1937 til 1953. Jordskælvet i Yogyakarta i 2006 beskadigede flere templer og satte gang i endnu en bevaringskampagne. Denne guide viser den klare faktuelle bevaringshistorie.
Book din adgang til Prambanan ↗Begravelse og genopdagelse (16.-19. århundrede)
Sailendra- og Sanjaya-dynastierne i det centrale Java gik i forfald i det 10.-11. århundrede; Prambanan blev sandsynligvis forladt i det 11. århundrede. I det 16.-17. århundrede blev templerne delvist begravet under aske fra udbrud af det nærliggende Merapi-bjerg. Vegetation voksede over strukturerne. Lokale javanesere kendte til ruinerne, men betragtede dem som hellige og undgik dem; det middelalderlige riges identitet var gået tabt.
I 1733 noterede den hollandske landmåler C.A. Lons Prambanan på sine kort over Java. Den første formelle europæiske dokumentation kom i 1885, da den hollandske kolonialarkæolog J. Groneman offentliggjorde illustrerede beskrivelser. Templet var en ruin — hovedskrinene delvist styrtet sammen, spredte stenfragmenter over hele anlægget, de omkringliggende 224 perwara-templer næsten helt faldet sammen.
Genopbygningen 1937-1953
Den store restaurering begyndte i 1937 under den hollandske koloniale arkæologitjeneste. Shiva-templet var prioriteten — det vigtigste og det mest fuldstændigt kollapsede. Restaureringen brugte anastylose-metoden: originale stenfragmenter blev sorteret, identificeret ud fra deres position via udskæringsbeviser og samlet igen til den oprindelige struktur. Manglende sten blev efterladt som huller i stedet for at blive erstattet med moderne materiale.
2. verdenskrig afbrød arbejdet; den japanske besættelse af Java (1942-1945) satte bevaringen i stå. Efter Indonesiens uafhængighed (1945) fortsatte den indonesiske regering arbejdet. Shiva-templet var i det store og hele fuldført i 1953, og Brahma- og Vishnu-templerne fulgte efter over de følgende årtier. De 224 perwara-templer blev aldrig fuldt restaureret; de fleste forbliver delvise ruiner. UNESCO optog Prambanan på listen i 1991.
Jordskælvet i 2006 og efterfølgende
Den 27. maj 2006 ramte et jordskælv med en styrke på 6,3 Yogyakarta-regionen. Jordskælvet dræbte over 5.500 mennesker og beskadigede tusindvis af bygninger. På Prambanan blev hovedskrinene ikke alvorligt beskadiget takket være den middelalderlige javanesiske jordskælvssikre byggeteknik (sammenlåsende sten uden mørtel). Flere af de mindre underordnede templer styrtede dog sammen og krævede genopbygning.
Bevaringsarbejdet efter 2006 fokuserede på at stabilisere de beskadigede templer og seismisk styrke hovedskrinene. Nogle af de genopbyggede templer inkluderer nu subtile seismiske afstivningsdetaljer, der er usynlige for besøgende, men designet til at klare fremtidige jordskælv. Tempelanlægget genåbnede for besøgende efter cirka 18 måneders lukning efter jordskælvet. Løbende bevaring fortsætter; mindre stenforskydninger repareres årligt.