Prambanan mod Borobudur

Den religiøse og historiske baggrund

Prambanan og Borobudur blev opført med omkring et århundredes mellemrum på den samme javanesiske slette, men af rivaliserende kongehuse med forskellige trosretninger. Borobudur, fuldført omkring år 825 e.Kr., blev bekostet af det buddhistiske Sailendra-dynasti og afspejler mahayana-kosmologi — en tre-lags rejse fra begærets verden (Kamadhatu) gennem formernes verden (Rupadhatu) til formløsheden (Arupadhatu) på toppen. Prambanan, oprindeligt opført omkring år 850 e.Kr. under det hinduistiske Sanjaya-dynasti, er viet til Trimurti: Brahma skaberen, Vishnu vedligeholderen og Shiva ødelæggeren, hvis centrale tårn dominerer anlægget. Begge monumenter gik af brug, efter at Javas politiske centrum flyttede mod øst, blev delvist ødelagt af udbrud fra det nærliggende Merapi-bjerg og blev genopdaget og restaureret i det 19. og 20. århundrede.

UNESCO optog begge templer på verdensarvslisten i 1991 og anerkendte dem som fremragende udtryk for to store asiatiske religiøse traditioner på samme ø. Prambanan beskrives som det største hindutempelanlæg i Indonesien og det næststørste i Sydøstasien efter Angkor Wat. Borobudur er verdens største buddhistiske tempel målt i bygningsvolumen. På trods af deres forskellige traditioner forstås de to steder bedst som et par — bevis på, at Java i det 9. århundrede var en kosmopolitisk, multireligiøs civilisation, hvor hinduistiske og buddhistiske samfund levede side om side, nogle gange inden for samme kongefamilie. Besøger du begge på én rejse, får du det fulde billede; besøger du kun det ene, får du kun det halve af historien.

For førstegangsbesøgende former den religiøse kontekst måden, du læser udskæringerne på. På Borobudur fortæller relieffernes paneler om Buddhas tidligere liv, karmaens cyklus og vejen til oplysning — et program, der skal gås med uret fra fod til top. På Prambanan fortæller relieffet på hoved-Shiva- og Brahma-templerne Ramayana, det store sanskriteposet om prins Rama, hans hustru Sita og dæmonkongen Ravana, mens relieffet på Vishnu-templet fortsætter med historier om Krishna. At vide, hvilken historie du kigger på, forvandler besøget fra sightseeing til at læse en 1.200 år gammel illustreret tekst.

Arkitektur og stemning

Arkitektonisk er dette to forskellige designfilosofier. Borobudur er vandret: en trappepyramide af ni stablede platforme — seks kvadratiske forneden, tre cirkulære foroven — kronet af en central stupa. Du oplever det ved at gå, stige niveau for niveau, og klimakset er den åbne toppterrasse med 72 perforerede stupaer, hver med en Buddha-statue, arrangeret omkring den centrale kuppel. Stemningen er meditativ, kontemplativ, panoramisk — designet til at være en tredimensionel mandala, du går igennem. Der er meget lidt vertikalitet i silhuetten; monumentet ligger i landskabet snarere end at rejse sig ud af det.

Prambanan er det modsatte: aggressivt vertikalt, spidst spiret, næsten gotisk i sin profil. Det centrale Shiva-tempel rejser sig til 47 meter, flankeret af Brahma- og Vishnu-templerne og vendt mod tre mindre vahana-skrin for hver guds ridedyr — oksen Nandi, svanen Hamsa og ørnen Garuda. Sewu-tempelkomplekset mod nord tilføjer endnu et stort buddhistisk anlæg (ja, buddhistisk — en bevidst tværreligiøs sammenstilling) med sit eget koncentriske arrangement af vagttempler. Stemningen er dramatisk, skulpturel, næsten teatralsk, især i skumringen, når spirene er flodlyste. Hvor Borobudur inviterer til stilhed, belønner Prambanan bevægelse omkring sin centrale akse.

Relieffet belønner forskellige former for opmærksomhed. Borobudurs paneler er subtile, fortællende, sekventielle — du går en sti. Prambanans er skarpere, mere komprimerede, mere dramatiske i deres udskæring — du står stille og læser scene for scene. Stenen er ens på begge steder (vulkansk andesit brudt nær Merapi), men Borobudur er forvitret til en mere ensartet grå, mens Prambanans bedre beskyttede overflader stadig viser klarere mejselarbejde i figurerne. Fotografer finder ofte Borobudur et studie i gentaget form og mønster og Prambanan et studie i silhuet og skygge.

Hvornår du skal besøge hvert af dem — solopgang mod solnedgang

Borobudur er solopgangstemplet. Dets østvendte toppplatform kigger mod Merbabu-bjerget og Merapi-bjerget, og det dedikerede solopgangsprogram — portene åbner før kl. 05:00 — har været signaturoplevelsen siden 1990'erne. Belønningen er rækken af stupaer, der fanger det første lys mod en lagdelt baggrund af tåge, jungle og vulkantoppe. Solnedgang på Borobudur er behagelig, men ikke særlig markant, dels fordi monumentets geometri favoriserer den østlige side, og dels fordi vulkanerne mod vest som regel er skjult af skyer sidst på eftermiddagen. Skal du kun vælge ét tidspunkt på dagen til Borobudur, så vælg daggry.

Prambanan er solnedgangstemplet. Trimurti-tårnene vender mod øst, hvilket betyder, at det vestlige lys sidst på eftermiddagen stryger hen over deres udhuggede facader og forlænger deres skygger hen over den centrale gårdsplads. Fra den ydre plads på vestsiden ser du spirene fange en rustbronze varme i de sidste 30 minutter af dagslyset, før flodlysene tændes, og silhuetten skærpes mod en mørkere himmel. Ramayana-balletten tirsdag-, torsdag- og lørdagaftener — udendørs maj til oktober, indendørs november til april — forlænger besøget naturligt til en hel aften. Solopgang på Prambanan er fin, men ikonisk er den ikke; portene åbner først kl. 06:30, så du går helt glip af det første lys.

At kombinere begge på én dag

At kombinere Borobudur og Prambanan på én dag er en lang, men givende rejseplan, som tusindvis af rejsende gennemfører hvert år. Den standardrækkefølge er afhentning fra hotellet omkring kl. 03:30 eller 04:00, ankomst til Borobudur før kl. 05:00 til solopgangsprogrammet, en afslappet gåtur og morgenmad omkring monumentet frem til cirka kl. 09:30, derefter en køretur tilbage til Yogyakarta til en pause midt på formiddagen. Frokost i byen omkring kl. 12:30, derefter en rolig afgang mod øst kl. 14:00 til Prambanan, hvor du ankommer senest kl. 15:00 til den sene eftermiddagsgåtur, solnedgangen og — hvis timingen passer — Ramayana-balletten kl. 19:30. Tilbage til hotellet er typisk kl. 22:00 til 22:30.

Om man skal forsøge dette på én dag eller fordele det over to, afhænger af din rejserytme. Endagsløsningen er effektiv og understøttes godt af erfarne chauffører og guider, men den er reelt trættende, især i regntiden, hvor eftermiddagsbyger kan forstyrre Prambanan-delen. Todagesløsningen — Borobudur den første dag, Prambanan og Ramayana-balletten den anden — giver dig en afslappet midtdag på hvert sted, luft til uventet vejr og muligheden for at se candierne uden at skulle skynde sig mod et aftencurfew. Vi anbefaler ofte to dage, når rejsende er over 60 år, rejser med små børn eller besøger i regntidens måneder mellem november og marts.

En nyttig tredje mulighed er den såkaldte gyldne trekant-dag: solopgang ved Borobudur, et tidligt eftermiddagsbesøg til de mindre Plaosan- eller Kalasan-templer i det østlige kompleks (ofte overset) og Prambanan til solnedgang og ballet. Dette tilføjer omkring 90 minutters ekstra kørsel, men belønner rejsende, der er interesseret i det bredere javanesiske tempellandskab fra det 9. århundrede, hvoraf de to berømte monumenter kun er de to største stykker. En privatchaufførs dagstur kan skræddersyes efter din flyplan, dit foretrukne tempo og din lyst til en tidlig start.

Hvorfor nogle rejsende foretrækker det ene frem for det andet

Rejsende, der falder hårdere for Borobudur, tiltrækkes som regel af dets meditative atmosfære, koreografien i at bestige en tre-lags mandala, den uovertrufne solopgangsteater med Merapi rygende i horisonten og den rene skala af at have mere end 2.500 relieffpaneler og 504 Buddha-statuer på ét monument. Det er den mere kontemplative af de to oplevelser og belønner rejsende, der vil sænke tempoet, læse udskæringerne i rækkefølge og bruge tid på toppterrassen, mens de ser lyset skifte. Fotografer, der foretrækker mønster, geometri og atmosfærisk dis, har en tendens til at foretrække Borobudur.

Rejsende, der falder hårdere for Prambanan, reagerer typisk på dets vertikale dramatik, relieffernes skarpere skulpturelle kvalitet, integrationen af Ramayana-eposet med en levende dansforestilling hver aften og forløbet fra solnedgang til flodlyst tempel, som Borobudur ikke kan matche. Det er den mere teatralske af de to oplevelser og belønner rejsende, der vil have ét dramatisk klimaks frem for en langsom optakt. Fotografer, der foretrækker silhuet, lange skygger og natfotografering, har en tendens til at foretrække Prambanan. Har du tid til begge, opdager du, at de supplerer hinanden snarere end konkurrerer — og valget mellem dem er et spørgsmål om stemning, ikke kvalitet.