Hvad du skal se på Prambanan

Trimurti — Shiva, Brahma og Vishnu

De tre centrale tårne er arrangeret på en nord-syd-akse og vender alle mod øst, hvilket er grunden til, at et sen-eftermiddagsbesøg fanger det vestlige lys, der stryger hen over deres udhuggede facader og forlænger skyggerne hen over gårdspladsens fliser. Shiva-templet i midten er det højeste og arkitektonisk mest komplekse, og rejser sig til 47 meter med en base på 34 meter i bredden og et grundplan opdelt i fem kamre. Det østlige kammer, nået via hovedtrappen, åbner ind til et centralt helligrum med en tre meter høj stående statue af Shiva Mahadeva. Tre yderligere kamre, orienteret mod nord, syd og vest, rummer statuer af Durga, der dræber bøffeldæmonen (nord — lokalt kendt som Loro Jonggrang, den slanke jomfru fra templets grundlæggelseslegende), vismanden Agastya (syd) og Ganesha (vest). Den østlige indgang er flankeret af mindre vagtskrin til Mahakala og Nandhisvara, to voldsomme følgesvende af Shiva, der afskærmer det indre helligrum fra verden udenfor.

Brahma-templet ligger syd for Shiva, og Vishnu-templet ligger nord for det, hver 33 meter højt og 20 meter bredt, hver med ét enkelt kammer med gudens statue. Brahma er afbildet med fire ansigter, der repræsenterer hans overopsyn med de fire verdenshjørner og hans rolle som skabergud i den hinduistiske Trimurti; Vishnu, vedligeholderen, holder sine attributter: konkylie, diskos, kølle og lotus. Det udhuggede relief på disse tre templers indre balustrader er anlæggets kunstneriske hjerte: Ramayana-eposet udfolder sig over Shiva- og Brahma-templerne (startende ved den østlige indgang og læst med uret — pradaksina-omvandringen), mens Vishnu-templet bærer scener fra Krishnayana, hentet fra Bhagavata Purana. En langsom, mod-uret-læsning ville være en alvorlig kulturel fejl på et aktivt hinduistisk helligt sted; bevæg dig altid med templet, aldrig imod det, så udfolder den udhuggede fortælling sig i den rækkefølge, kunstnerne tiltænkte.

Vahana-templerne — Nandi, Hamsa og Garuda

Lige over for hvert Trimurti-tårn, på østsiden af den indre gårdsplads, står et mindre tempel viet til den pågældende guds vahana — det dyreridedyr, som guden traditionelt afbildes rejsende på gennem kosmos. Nandi-templet vender mod Shiva og er det bedst bevarede af de tre: indeni står en anselig statue af den hellige okse Nandi, knælende i den klassiske positur, flankeret af yderligere to relieffer, der viser Surya, solguden, der kører på en vogn trukket af syv heste, og Chandra, måneguden, på en vogn trukket af ti. Tilstedeværelsen af Surya og Chandra sammen med Nandi er en af de mere usædvanlige ikonografiske grupperinger på Java og belønner et par stille minutter i kammeret, før du går videre. Kammeret forbliver køligt selv sidst på eftermiddagen, og den slidte glans på Nandis flanker viser, hvor århundreders troende har lagt en respektfuld hånd på oksen.

Hamsa-templet, over for Brahma, var oprindeligt viet til den hellige svane (eller gås), der tjener som Brahmas ridedyr; dets kammer er i dag tomt, den oprindelige statue tabt til århundreders jordskælvsskader, vulkansk aske og plyndring. Garuda-templet, over for Vishnu, ville engang have huset et billede af menneske-ørnen Garuda, Vishnus store ridedyr og det nationale emblem for det moderne Indonesien, båret på landets våbenskjold og på halefinnen af flyselskabet Garuda Indonesia; dets kammer er ligeledes tomt. Selv uden deres statuer definerer de tre Vahana-templer geometrien i den indre gårdsplads og symmetrien i den daglige hellige procession. At gå hele den indre ring rundt — Shiva, Brahma, Vishnu, derefter tilbage via Nandi, Hamsa og Garuda — tager omkring 45 minutter i et roligt tempo, længere hvis du stopper for at læse relieffet.

De mindre skrin og perwara-ruinerne

Otte mindre strukturer fuldender det indre anlæg og forankrer stille og roligt geometrien i den centrale plads. To Apit-templer flankerer gårdspladsen mod nord og syd, muligvis oprindeligt viet til henholdsvis Lakshmi og Saraswati, selvom deres kamre i dag er tomme, og indvielserne er udledt af ikonografiske fragmenter snarere end af inskriptioner. Fire små Kelir-skrin står som lave skærme ved de indre murs verdenshjørne-indgange og blokerer direkte sigtelinjer ind i de indre helligrum på den klassiske hinduistiske måde at afskærme det hellige fra det profane, og fire små Patok-skrin optager de indre hjørner som grænsemarkører. Ingen af disse er dramatiske hver for sig, men sammen udtrykker de anlæggets udførlige kosmologiske symmetri: et centralt bjerg (Shiva), flankerende toppe (Brahma og Vishnu), omkransende vogtere og skærmskrin, og udover dem en ydre ring af andagtsofre.

Den ydre ring er perwara-feltet. Det oprindelige anlæg fra det 9. århundrede indeholdt fire koncentriske rækker af mindre hjælpetempler — 44, 52, 60 og 68 skrin fra den inderste række og udad, i alt 224 perwara-templer plus centralgruppen. De fleste af disse styrtede sammen gennem århundrederne på grund af jordskælv, vulkansk aske fra det nærliggende Merapi-bjerg og stenrøveri. Ifølge de seneste restaureringsberetninger er kun seks perwara blevet fuldt genopbygget; resten overlever som fundamentkonturer og bunker af sammenstablede sten hen over den græsklædte slette mod øst, nord og syd for de indre mure. At gå blandt dem en stille hverdagseftermiddag, med de centrale spir bag dig og ruinmarken foran, er en af de mest stemningsfulde dele af besøget og det øjeblik, mange rejsende bagefter fortæller os holdt sig længst hos dem.

Candi Sewu — det buddhistiske kompleks 800 meter mod nord

De fleste besøgende forlader Prambanan uden at have indset, at den samme billet fører dem, til fods eller med den lille elektriske shuttlebus, 800 meter mod nord til Candi Sewu — Indonesiens næststørste buddhistiske tempelkompleks efter Borobudur, og en bemærkelsesværdig modpol til den hinduistiske monumentalitet på hovedcandien. Bygget sidst i det 8. århundrede, en smule tidligere end Prambanan selv og under det buddhistiske Sailendra-dynasti, som også bestilte Borobudur, var Sewu oprindeligt kendt under det sanskritiske navn Manjusrigrha (Manjusris hus), bekræftet af inskriptioner fundet på stedet i 1960. Det javanesiske navn Sewu betyder »tusind« og afspejler den lokale legende om templets mytiske omfang; det historiske anlæg rummer faktisk 249 strukturer, arrangeret i koncentriske ringe af underordnede skrin omkring ét centralt korsformet tempel, der måler 29 meter i diameter og rejser sig cirka 30 meter over den omgivende slette.

Det mest slående visuelle træk ved Sewu, og en af de mest fotograferede detaljer på tværs af begge anlæg, er parret af store dvarapala-vogterstatuer, der flankerer hver af de fire hovedindgange til centraltemplet. Udhugget knælende og med et stramt greb om tunge køller, med udstående øjne og fnysende munde, er de bemærkelsesværdigt velbevarede sammenlignet med resten af stedet og forbliver blandt de fineste eksempler på centraljavanesisk vogterskulptur. Kontrasten til Prambanans fredfyldte hindu-guddomme er skarp og bevidst: Sewus indre kamre var mahayana-buddhistiske andagtsrum, viet til bodhisattvaen Manjusri, legemliggørelsen af transcendent visdom. Afsæt 30 til 40 minutter til at gå anlægget igennem i ro og mag. Shuttlebussen fra Prambanans hovedport kører hyppigt og er inkluderet i standardbilletten; på en køligere tørtidsdag er gåturen gennem den forbindende park det mere givende valg.

Candi Plaosan — bryllupstemplet mellem hinduisme og buddhisme

En kilometer nordøst for hoved-Prambanan-anlægget, uden for grænsen af det billetterede anlæg og en kort tur væk (en taxameterbaseret samkørselstur eller en arrangeret bil fra dit Yogyakarta-hotel fungerer lige godt), er Candi Plaosan den mest givende udvidelse for rejsende med en dybere interesse i Javas religiøse historie. Anlægget ligger i landsbyen Bugisan i Klaten-regentskabet, midt i aktive rismarker, og blev opført i midten af det 9. århundrede — dets inskriptioner er dateret mellem 825 og 850 — af Pramodhawardhani, en prinsesse fra det buddhistiske Sailendra-dynasti, og hendes hinduistiske ægtemand Rakai Pikatan fra Sanjaya-slægten. Ægteskabet mellem en buddhistisk dronning og en hinduistisk konge læses bredt af historikere som øjeblikket for formel forsoning mellem Javas to store religiøse traditioner, og Plaosan er dens arkitektoniske mindesmærke: et buddhistisk tempel skænket i midten af et hinduistisk kongedømme.

Stedet er delt i to anlæg: Plaosan Lor mod nord og Plaosan Kidul mod syd, oprindeligt ét sammenhængende anlæg. Tilsammen rummer de 174 bygninger — 116 stupaer og 58 skrin — de fleste meget mindre end centralcandien, arrangeret hen over en græsklædt gårdsplads, der ser en brøkdel af Prambanans besøgstal. Jordskælvet i Yogyakarta i 2006 forårsagede betydelig skade og satte gang i udgravningsprogrammet, der langsomt har genoprettet de to hovedtvillingetempler; de omkringliggende stupaer forbliver delvist genopbygget. For fotografer er det sene eftermiddagslys ved Plaosan blødere og lavere end ved Prambanan, fordi templerne selv er mindre, og de omkringliggende rismarker fanger den tørre sæsons gyldne sol. Plaosan er ikke en del af standard-halvdagsprogrammet for Prambanan; det tilføjes let som en 45-minutters udvidelse, før du vender tilbage til Yogyakarta.